Hjem Vedtægter
Vedtægter for Foreningen af Yngre Cardiologer Udskriv

Vedtaget på den stiftende generalforsamling 21.03.86
Med ændringer 30.03.95, 30.10.97, 13.04.02, 17.04.04, 12.04.08, 18.04.09, 06.04.13 og 02.04.16


§ 1
Stk. 1. Foreningens navn er: Foreningen af Yngre Cardiologer (FYC).

Stk. 2. Foreningen er en fraktion af Dansk Cardiologisk Selskab.

§ 2
Stk.1. Foreningens formål er at virke til gavn for yngre kardiologer, det vil sige læger på alle niveauer af den kardiologiske speciallægeuddannelsese som endnu ikke har opnået fastansættelse som overlæge.

Stk.2. Foreningens mål er at bedre yngre kardiologers muligheder for uddannelse, forskning og varetagelse af klinisk arbejde.

Stk. 3. Foreningens virke er at:

  1. Opretholde systematisk information og optimal kommunikation mellem FYC's medlemmer.
  2. Indstille medlemmer af FYC til udvalg under Dansk Cardiologisk Selskab og andre relevante råd, nævn og udvalg.

§ 3
Stk. 1a. I foreningen kan optages læger, som er medlem af Dansk Cardiologisk Selskab og som ikke er ansat i overlægestilling.

Stk. 1b. I foreningen kan endvidere optages lægestuderende, som er medlem af Dansk Cardiologisk Selskab. Lægestuderende betaler halvt kontingent og har ikke stemmeret ved generalforsamlingen.

Stk. 1c. Læger ansat i stillinger indenfor lægemiddelindustrien kan ikke bestride tillidsposter i FYC og har ikke stemmeret ved generalforsamlingen.

Stk. 2. Indmeldelse og udmeldelse sker skriftligt til bestyrelsen. Udmeldelse kan ske med 1 måneds varsel til næstformanden. Der ydes ikke refusion for allerede indbetalt kontingent.

Stk. 3. Som udmeldt betragtes den, der ikke har betalt kontingent i 1 år. Genindmeldelse kan kun ske efter indbetaling af restance.

§ 4
Foreningen ledes af en bestyrelse, som er ansvarlig overfor generalforsamlingen, foreningens højeste myndighed. Foreningen tegnes økonomisk af formanden og næstformanden.

§ 5
Stk. 1. Ordinær generalforsamling afholdes årligt, fortrinsvis i april måned og senest 1. juni. Bestyrelsen meddeler medlemmerne datoen skriftligt senest 3 måneder før. Efterfølgende indkalder bestyrelsen skriftligt til generalforsamlingen med 4 ugers varsel. Indkaldelsen skal indeholde en dagsorden med følgende faste punkter:

  • Valg af dirigent.
  • Beretning fra formand og godkendelse af beretningen.
  • Beretning fra FYC's medlemmer af Dansk Cardiologisk Selskabs udvalg og andre relevante råd, nævn og udvalg.
  • Beretning fra FYC’s Uddannelsesudvalg Nord, Syd og Øst.
  • Godkendelse af regnskab og fastlæggelse af kontingent.
  • Indkomne forslag til sagsbehandling fra medlemmerne.
  • Valg af formand, næstformand, øvrige bestyrelse og revisorer, jvf. § 7.
  • Eventuelt.

Stk. 2. Et medlem kan ved skriftlig henvendelse til bestyrelsen senest 6 uger før ordinær generalforsamling få en sag optaget som selvstændigt punkt på dagsordenen.

Stk. 3. Afgørelser på generalforsamlingen træffes ved simpelt stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed tæller formandens stemme dobbelt. Afstemning kan ske ved håndsoprækning, men skal være skriftlig, hvis blot ét medlem forlanger det.

Stk. 4. Ved stemmelighed til valg skal der foretages et omvalg ved samme generalforsamling. Ved ny stemmelighed afgøres valget ved lodtrækning.

§ 6
Stk.1. Ved den ordinære generalforsamling fremlægger næstformanden det reviderede regnskab for det forløbne regnskabsår (=kalenderår) og forslag til kontingent for kommende regnskabsår.

Stk.2. Et ekstraordinært kontingent kan pålægges medlemmerne, når det vedtages på en generalforsamling, på hvis dagsorden det har været opført.

§ 7
Stk. 1. Bestyrelsen består af formand, næstformand og 5 menige medlemmer. Formandsskabet (formand og næstformand) skal være ansat i samme uddannelsesregion (jvf. Sundhedsstyrelsens regionsinddeling) og vælges årligt på generalforsamlingen. Formandsskabets funktionstid er to år. Formandsskabet roterer fast mellem regionerne Øst, Syd og Nord og følger samme forankring som formandskabet i Dansk Cardiologisk Selskab. Menige bestyrelsesmedlemmer og foreningens 2 revisorer vælges ved generalforsamlingen for 2 år ad gangen. Såfremt formandskabet skifter til en region, hvorfra der sidder to menige bestyrelsesmedlemmer, der ikke er på valg, vil disse to medlemmer automatisk være på valg så det er muligt at flytte formandskabet og samtidigt opretholde regionsfordelingen (jvf. § 7 Stk. 3). Forlader et medlem bestyrelsen, konstituerer bestyrelsen et nyt medlem under hensyntagen til den geografiske fordeling, jvf. § 7 stk. 3.

Stk. 2. Afstemningen er skriftlig og sker for valgene af formand og næstformand ved udfyldelse af stemmesedler med angivelse af højst 1 navn på hver. For valg af menige bestyrelsesmedlemmer udfyldes stemmesedler med maksimalt det antal navne, som der er ledige pladser til. Hvis der til en post kun er én kandidat, anses denne for valgt.

Stk. 3. Bestyrelsen sammensættes således, at den har mindst 2 medlemmer fra hver af regionerne Øst, Syd og Nord. Det tilstræbes, at de forskellige uddannelsesniveauer er repræsenteret.

Stk. 4. Som menigt bestyrelsesmedlem kan man maksimalt være medlem af bestyrelsen i 4 år i træk.

Stk. 5. Bestyrelsen fastsætter sin egen forretningsorden og fører protokol med referat af alle bestyrelsesmøder. Der kan ikke træffes beslutninger i bestyrelsen med mindre 4 af dens medlemmer er til stede. Referater af bestyrelsesmøder udsendes til bestyrelsesmedlemmerne og godkendes senest ved næstfølgende bestyrelsesmøde.

Stk. 6. Referat af generalforsamlingen godkendes af bestyrelsen og gøres herefter tilgængeligt for alle medlemmer.

§ 8
FYC har tre Uddannelsesudvalg, opdelt efter de tre uddannelsesregioner: Nord, Syd og Øst. Udvalgene har en nucleus som vælges på Generalforsamlingen, men alle interesserede medlemmer af FYC kan deltage i det løbende arbejde. Uddannelsesudvalgene arbejder lokalt, men med nationalt sigte, for at fremme uddannelsen af yngre cardiologer på alle uddannelsestrin. Generalforsamlingen vælger nucleus-medlemmer for 2 år ad gangen med mulighed for genvalg én gang. Hvert regionale nucleus kan have op til 5 medlemmer. Hvis et medlem af nucleus, under sin 2-årige periode bliver overlæge, skal der på førstkommende generalforsamling vælges en ny yngre læge repræsentant. Foreningens bestyrelse udvælger en kontaktperson som sørger for koordinering mellem de regionale initiativer samt bestyrelsens aktiviteter. Nucleus referere til bestyrelsen. Uddannelsesudvalgenes nuclei afgiver årligt rapport til foreningens generalforsamling.

§ 9
Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af FYC's bestyrelse, hvis 2 medlemmer af denne ønsker det. Hvis 1/5 af Foreningens medlemmer skriftligt begærer ønske overfor bestyrelsen, skal denne inden 14 dage skriftligt indkalde til ekstraordinær generalforsamling med mindst 7 og højest 14 dages varsel.

§ 10
Foreningens formand repræsenterer Foreningen som medlem af henholdsvis Dansk Cardiologisk Selskabs bestyrelse og Dansk Cardiologisk Selskabs Videreuddannelsesudvalg.

§ 11

Ændringer i foreningens vedtægter kan vedtages på generalforsamlingen med 2/3 af de afgivne stemmer. Forslag til vedtægtsændringer skal være udsendt til medlemmerne samtidig med indkaldelse til generalforsamling.

§ 12

Beslutningen om Foreningens ophør skal vedtages på en generalforsamling, hvor mindst 2/3 af Foreningens medlemmer er til stede. Er dette ikke opfyldt, indkaldes til en ny ekstraordinær generalforsamling med dette ene punkt på dagsordenen. Mindst 2/3 af de fremmødte skal da stemme for ophøret. Ved Foreningens ophør overgår eventuelle aktiver til Dansk Cardiologisk Selskab.

§13
Foreningen kan modtage gaver eller arv fra private eller tilskud fra det offentlige med henblik på at fremme foreningens formål i videste forstand. Midlerne forvaltes af den til enhver tid siddende bestyrelse.

§14
Foreningen ønsker at synliggøre at arbejdet som yngre kardiolog er centreret om at hjælpe hjertepatienter og har til dette formål i 2016 etableret en velgørende fond for patienterne. Årligt kan optil 10 % af medlemmernes indbetalte kontingent overflyttes til fonden. Fonden kan herudover modtage donationer i form af gaver, arv fra private eller tilskud fra det offentlige. Midlerne i fonden forvaltes af den til enhver tid siddende bestyrelse. bestyrelse.

Senest opdateret Lørdag, 16 Juli 2016 20:30